Ifølge Nationalmuseets bog om Danmarks Kirker er Grimstrup og Vester Nykirke opført
samtidigt omkring år 1100, måske oven i købet af samme stenmester. De er begge opført af kampstenskvadre med et helt smalt og langsrakt skibog forholdsvis kort kor skib og absisvåbenhus er tilføjet i middelalderen og senest Tårnet.Bortset fra enkelte reguleringer sidder vinduerne på deres oprindelige pladser syddøren der har været
tilmuret med granitkvadre siden 1886.
Hele kirken fik en hovedrestaurering i 1951-52, hvor blytaget blev fornyet og vinduerne fik nye rammer. Kvadrestensmurene blev omsat, og der blev lagt nyt teglstensgulv.
Kampdiget og Adelgrøften i Grimstrup Krat. Af M. A. Ebbesen. Da jeg i Paasken 1932 besøgte min Morbroder, Gdr. Iver Jessen i Roust, fortalte han mig om et gammelt Forsvarsdige, der i tidligere Tid strakte sig lige fra Grimstrup Krat — Øst om Roust By — til Gunderup. Ved dette Dige, som han benævnede Kampdiget, skulde der i en fjern Fortid have staaet et Slag, hvad jo og* saa Navnet vidner om. Kort efter døde Iver Jessen, og bortset fra et kort Besøg paa Højrupgaard, hvis Ejer viste mig et Stykke af Diget i Krattets Nordhjørne, havde jeg i flere Aar ikke Lejlighed til at undersøge Sagen nærmere. Senere erfarede jeg, at Gdr. Niels Nielsen, Haragergaard, interesserede sig for det nævnte Dige, og sammen med ham foretog jeg i Foraaret 1939 et Par Ture til Roust og Grimstrup for at fastslaa Digets Udstrækning
Kort efter døde Iver Jessen, og bortset fra et kort Besøg paa Højrupgaard, hvis Ejer viste mig et Stykke af Diget i Krattets Nordhjørne, havde jeg i flere Aar ikke Lejlighed til at undersøge Sagen nærmere. Senere erfarede jeg, at Gdr. Niels Nielsen, Haragergaard, interesserede sig for det nævnte Dige, og sammen med ham foretog jeg i Foraaret 1939 et Par Ture til Roust og Grimstrup for at fastslaa Digets Udstrækning
Det strakte sig 1 kilometer over Bryndumsager
til Gunderup mose på en sådan måde at de mellemliggende vådområder får diget til at være diget mere effektivt.
I sommeren og efteråret 2021 udgravede Varde museum et stort arealved Industrivej i Roustr. Man fandt omrids af fundamenter til a ca. 50 huse/gårde og værksteder fra førromersk jernalder og 4 huse fra middelalderen. Bemærkelsesværdigt er det med så mange huse og ingen grave. Det kan måske give os den tanke om der måske kan være en forbindelse til de mange grave mellem Bryndumsager og Årre.
Roust Træs historie startede i 1925, hvor Herman Pedersen startede som selvstændig tømrer/snedker i Roust.Roust Træs historie startede i 1925, hvor Herman Pedersen startede som selvstændig tømrer/snedker i Roust.
På forunderlig vis er fortidens spor mangfoldigt bevaret i Grimstrup krat. I den sydlige del af krattet ligger således en gruppe gravhøje – i alt 5 bronzealderhøje – hvor navnlig den markante og velbevarede “Trehøje” gruppe er et besøg værd. Afmærkningspæle med gul top viser vej gennem krattet til gravhøjene.
I den nordlige del af Grimstrup krat findes et dige, kaldet Kampdiget. Det er 200 m langt og strækker sig i retningen fra nord mod syd med en gravsænkning langs østsiden.
Fra Egedalsvej i Grimstrup er der afmærket en sti til Russerhulen, som ligger i den østlige del af krattet. I følge “Fortællinger fra Vestjylland – En landsby i krig” af N. C. Lilleør flygtede to russiske krigsfanger i 1944 til Grimstrup Krat. Her gravede de en hule, hvor de i følge beretningen levede resten af besættelsestiden.
I efteråret 1944 kom en deling tyske soldater til Grimstrup medbringende nogle krigsfanger. Blandt disse krigsfanger var to russere, som var spærret inde i smedens udhus. Det lykkedes de to at stikke af, inden tyskerne igen gjorde klar til afrejse.
Russerne fandt vejen til Grimstrup Krat, hvor de gravede en hule i jorden og gemte sig. De kunne ikke gemme sig ret længe for modstandsbevægelsen, som hele tiden færdedes i området, men de var i fred for tyskerne. De lokale bragte mad ud til russerne, som på den måde overlevede de sidste mange krigsmåneder indtil Befrielsen den 5. maj 1945.
Præstekonen bragte også mad derud. Hun havde ofte et af sine børn med, så det lignede en skovtur. Vi ved ikke, hvad der skete med de undvegne russiske krigsfanger efter krigens ophør, men de undslap i hvert fald tysk krigsfangelejr.
I årene 1681-1688 blev alle gårde i Danmark opmålt og vurderet efter størrelse og jordbundens beskaffenhed. I Roust var der dengang 7 gårde og 1 hus. Det var en svær tid efter pest og krig, og man delte derfor gårdene, så der blev plads til, at flere kunne få et levebrød. I 1774 var der nu 13 gårde og 1 hus i Roust, og mange af gårdene var blevet til mindst halvgårde. Nogle var delt op i endnu mindre parceller.
Den eneste gård, der i 1774 endnu var en helgård var ”Himmerig”, som i dag ligger på Midtgårdsvej nr. 11. Den havde 3 fæstere og var den største gård i byen, fordi de andre var blevet delt. I 1795 var også den blevet delt i 2 lige store dele. Den nye gård blev bygget i det, der nu er haven på Midtgårdsvej 11. Begge gårde blev i de samme år frikøbt fra Krogsgård, hvorunder de havde været fæstere. Det nuværende ”Himmerig” kostede dengang ejeren Hans Andersen 410 rigsdaler, 2 mark og 8 skilling.
Den nye gård havde ikke mindre end 4 ejere. Hans Andersen ejede ¼ af den, selv om han boede på og ejede det gamle ”Himmerig”. Jesper Nielsen ejede ¼, men boede selv i et hus, der lå, hvor nu Roustvej 137 (”Toftebo”) ligger, Christian Christensen havde også ¼, men boede i et hus, der lå på marken nedenfor Midtgårdsvej 7. Jens Jessen var den eneste, der boede på gården.
Det har sikkert været et temmelig håbløst foretagende at være 4 om en gård. I hvert fald flytter Jens Jessen, som den eneste i Roust ud på heden, imod at de andre bønder i byen hjalp ham med at bryde så meget hede, som svarede til den jord, han havde forladt og opføre bygninger. Det syntes man var rimeligt og kunne så dele den jord mellem sig, som han havde forladt. Han flyttede ud til Rudmellembierg og gården, han byggede, var ”Rudholm”, som jo ligger der den dag i dag, Rudholmvej 4.
Han var den eneste, der turde flytte væk fra det trygge fællesskab i byen, ud, hvor der var langt til naboer. De andre blev, hvor de var.
I 1962 brændte ”Himmerig” på grund af overgang i en motor. Det tog ganske kort tid, før det hele var væk, med undtagelse af stuehuset, som lige havde fået fast tag. Alle udlænger var med stråtag. Der brændte dog også det stykke af stuehuset, som var bygget sammen med stalden, og det blev 2 fag kortere, og en ny gavl mod vest blev bygget. I gården står stadig resten af staldlængen tilbage som en rød mur, og på loftet er der stadig sodsværtede spær.
Laurids Olesen blev boende i stuehuset, mens en ny gård blev bygget op og overtaget af sønnen Ejvind Olesen.
Da Laurids Olesen døde i november 1972 blev det gamle stuehus sat til salg.
Troels og jeg købte ”Himmerig” sommeren 1973, og vi flyttede ind den 1.juli. Købsprisen var 150.000 kr., og Ejvind Olesen tog selv kurstabet, hvilket betød en hel del dengang. Vi flyttede ind ganske som huset var og gennem årene er det hele blevet endevendt. En ting er dog blevet bibeholdt. Vi har ikke fjernet nogen skillerum, så den gamle ruminddeling er der stadig. Vi har på 120 m2 i alt 10 rum. Engang har stuehuset haft 3 skorstene, men fortidens storhed forsvandt, da der kom el-komfur, og skorstenen til brændekomfuret blev nedtaget. Nu er der 2 tilbage, og den ene er tilmuret.
At det har været en gård af betydning ses også på vores gårdsplads. Den er, om end noget medtaget af bilkørsel, meget smukt brolagt i fine mønstre, som vidner om folk med formåen.
Af gården i haven har vi aldrig fundet rester, men det hele er jo sikkert blevet fjernet for at blive genanvendt på ”Rudholm”.
Murene er bygget af hjemmelavede sten, helt sikkert formet og brændt i lergraven, der har ligget lige nord for gården. Lige øst for vores hus gik vejen ud til lergraven, og Ejvind Olesen kan huske, den blev pløjet op, da han var barn, fordi man ikke mere brændte sten selv, og vejen jo gik lige hen over marken. Når vi har repareret murene, kan vi jo se stenene og se, at fugerne består af ler. Der er heller ingen sokkel under huset, men det står stadig ganske lige på sine store kampesten.
Af kilder har jeg brugt J. Bastholms bog om Roust.
